Dagens Andagt - 29. august
”Men Talsmanden [Trøsteren], Helligånden…” (Joh 14,26)
Vi, som lever under den nye pagt, har - om nogen - fået del i Guds velsignelse. Og det har vi, fordi vi lever i Helligåndens tidsalder, hvor Jesus selv kommer til os og opmuntrer os... ikke ved sin egen fysiske tilstedeværelse - men ved den iboende og altid nærværende Guds Ånd.
Mærker du ikke Åndens nærvær i dit liv, Kristen?
I så fald burde du ikke gå omkring med et trist og sørgmodigt ansigt! Nej, det burde virkelig ikke være nødvendigt at ligge under for en opgivende ånd, så snart du møder bare den mindste smule modstand! For ved Åndens kraft - og de rigelige forsyninger, Herren dagligt sender dig, for at dække alle dine behov - er der absolut ingen grund til at føle sig bedrøvet eller uden håb! Bare tanken om, at vi har fået del i denne velsignede Ånd, burde få enhver kristen til at juble højt af glæde.
Og eftersom du nu lever i kraft af denne Ånd - har du absolut ingen grund til at tro, at Herren vil glemme dig, du svage og skælvende troende…! Kan du virkelig få dig selv til at tro, at han vil påtage sig noget, som han hverken kan eller vil gennemføre…? Er han virkelig så svag og magtesløs, at han ikke er i stand til at forme og danne dig, så du vokser i Åndens frugt, i hellighed? Og sig mig, var det ikke Ånden selv, der var tilstede ved skabelsen, med sin mægtige kraft - og som svævede over vandene?! (1 Mos 1,1-2) Og var det ikke ved denne Ånds mægtige indgriben, at Jesus blev oprejst fra de døde?!
Denne Ånd har nu taget bolig i dit hjerte, Kristen! Forstår du ikke, hvor stort det er?! Og nu er det blevet hans opgave at trøste dig og give dig kraft til at leve et helligt liv, så du kan være et vidne i denne verden. Og så længe Guds almægtige Ånd bor i dit hjerte, har du ingen ret til at sige det kan jeg ikke!!
Her er hans opgaver mangfoldige:
Først og fremmest overbeviser han dig om synd! Du mærker straks, hvor følsom din samvittighed er blevet, efter at han har gjort sit indtog. Samtidig skænker han dig kraft til - på daglig basis - at tage dit kors op og følge ham. Han hjælper dig til at overvinde kødet og til at vinde sejr. Han helliggør dig - og det sker i tæt forbindelse med ham, at du, med tiden, udvikler Åndens frugt (Gal 5,22-26)
Desuden oplyser han dit sind og vejleder dig. Han åbner Skrifterne for dig... bringer dig lys... og gør bogstaven levende!
Hvor ofte guider han dig ikke gennem hver en fare, du møder på din vej?! Eller han fører dig tilbage på den smalle vej igen, efter at du har forvildet dig ud på fortabelsens vej?! Ja, når du vokser i hellighed, Kristen, fornemmer du ofte din egen iboende moralske svaghed... men det lidt, du har, vil med tiden blomstre og bære Åndens frugt.
Ja, ingen forstår, som han, at trøste og bringe glæde ind i dit fornyede hjerte! Hans ønske er at styrke dine svage knæ og løfte dig op, når du er nedtrykt og modløs. Og det gør han ved at åbenbare Jesus for dig, hvor du føler hans vidunderlige nærvær.
Har Jesus ikke lovet at være dig nær ved sin Ånd? Hvordan kan du så tro, at han har glemt dig? Tror du virkelig, at han vil svigte den kærlighedsopgave, han har påtaget sig? Nej, hav ikke så små tanker om denne omsorgsfulde og velsignede Ånd, hvis navn er Trøsteren. Han elsker at give dig:
... glædens olie i stedet for sørgedragt og lovsang i stedet for svigtende mod (Es 61,3)
Stol derfor trygt på ham, min Kære, og bliv ved med at bede i den Hellige Ånd, med stor udholdenhed, for så vil du erfare, hvordan hans uendelige omsorg og trøst følger dig livet igennem. Ja, han vil være ved din side, lige indtil du for altid bryder op og drager til det land, hvor bryllupsfesten engang skal sættes i gang! Tjen derfor Gud ved at udføre dine almindelige daglige pligter i en himmelsk ånd - og hvis dine daglige opgaver giver dig tid til overs - så fyld den ud med hellig tjeneste for din Gud!
Dagens citat:
Det er først, når de troende mangler svar, tillid og styrke - og ikke har andet eller andre at vende sig til end Gud - at de er i stand til at være mest frugtbare. Her kan egenrådighed ofte stå i vejen for at opleve Guds indgriben, fordi et egenrådigt menneske har alt for stor tillid til sin egen styrke. Fysiske lidelser, mentale kvaler, skuffelser, uopfyldte forventninger og fiaskoer er ofte, hvad der skal til for at presse urenhederne ud af de troendes liv og gøre dem til rene kanaler, som Guds kraft kan strømme frit igennem. Her er vi selv ansvarlige for at iklæde os en Kristus-lignende karakter - men vi er samtidig afhængige af Guds Ånd, som gør, at vi kan bære Åndens frugt indefra.
