Det var ikke kun Israel, som måtte bo i teltlejre… også vi kristne lever - i åndelig forstand - som pilgrimme og gennemrejsende, i et fremmed land, hvor vores legeme kun er et midlertidigt telt. Men en dag skal vores teltpæle rykkes op for altid! Det kan ske, når vi allermindst forventer det - for der kan pludselig komme besked om opbrud - for tiden går, og klokken slår! Ja, hvor bliver tiden dog af? (2 Pet 1,13).

Her føler vi kristne ofte, at tiden løber fra os - for der er så meget, vi skal nå! Derfor undrer vi os over dem, som kun bruger tiden på formålsløst tidsfordriv, og som kun er optaget af at slå tiden ihjel. Men helt ærligt: Er det egentlig ikke tiden, der slår os ihjel?

En kendt salmedigter skrev engang:

Snart rinder ud mit jordlivs dag så kort...

Og hvor er det dog sandt! Vores liv hænger i en tynd tråd - hvornår er der bud efter os?… Hvornår vil sølvsnoren briste? (Præd 12,1-7). Vi ved det ikke!

Synes du, at det er for dyster tale? Måske… men i det mindste er den sandt! Vi tager ikke skade af at blive mindet om vores skrøbelige jordeliv. Og for den kristne er det godt at vide, at der findes en bolig, som er den samme i går og i dag... fra slægt til slægt - ja, til evig tid! Israel blev heller aldrig glemt af Gud! Ad forunderlige veje blev de ført igennem ørkenen, men aldrig var de glemt af Gud - og fredspagten stod fast! Sådan er det også med os - vi er heller ikke glemt af Gud! For sådan er vor Gud! Han er vores bolig og faste borg!

Her skulle man så forvente, at ethvert menneske vil søge hen! Men desværre er porten alt for smal for mange - og man bliver samtidig nødt til at efterlade alle sine jordiske ejendele bag sig og bøje sig dybt, for at kunne komme ind gennem porten.

Og hvorfor er det mon sådan?

Af den simple årsag, at Guds bolig kun er bestemt for dem, som erkender, at de ikke er i stand til at redde sig selv. Men de selvretfærdige har ikke brug for dette tilflugtssted! Ja, tænker mange... hvad i alverden skal jeg med Guds faste borg? Derfor er der kun få, der forbereder sig på døden - og dog er døden en realitet, som en dag skal indhente ethvert menneske. Det er derfor den omvendte verden, for den, der forbereder sig på døden, forbereder sig i realiteten på det evige liv. Derfor vil den bedste tid, her i livet, altid være den sidste tid... hvis man altså er en kristen - for her befinder man sig allertættest på det himmelske.

Men for enhver, der ikke kender Gud, er det et skæbnesvangert øjeblik! Derfor må enhver, som, åndeligt talt, bor i denne verdens teltlejr, gøre op med sig selv, om det er forsvarligt at blive ved med at vente med at tage stilling - for opbrudstimen kan komme når som helst! (Heb 11,8-10). Her er det en kendsgerning, at vi - i dag - er kommet dødstimen endnu nærmere, end vi var i går.

Gud indbyder derfor enhver af os til at deltage i bryllupsfesten - og her må vi tage stilling, før det bliver for sent (Matt 22,1-14). Men han bruger aldrig tvang. Han kalder, og han kalder på enhver… hører du ikke hans røst?!

Dagens citat:

Livet er kort - og vi er knap nok begyndt at leve, førend døden kalder på os! Men døden er ikke afslutningen, min Kære - den er begyndelsen til noget helt nyt! Som kristen ved jeg, at den dag jeg dør, skal alle mine synder begraves for evigt - sammen med alle mine sorger, lidelser, fristelser og prøvelser - tillige med alle dem, der undertrykte og forfulgte mig. Og fordi alle mine synder er dækket under Jesu forsonende blod - er jeg nu klar til at møde Gud, ansigt til ansigt - og se ind i disse øjne af uendelig hellighed!

​