Glæden i Herren er din styrke, Kristen! Når først du ejer denne glæde, er du i stand til at gøre hvad som helst! Selv ikke den stærkeste orkan kan vælte dig omkuld - for glæden i Herren holder dig oppe! Men hvis først denne glæde svinder hen, vokser vi os snart svage og kraftesløse - ligesom Samson - da han mistede sine lokker!

Denne glæde er så dyrebar, at vi alle må værne om den!! At miste lyset fra vores Fars ansigt og interessen i Jesus - er at miste den bedste og reneste glæde her i livet - og dette tab er uendelig stort! Så snart vi begynder at give efter for denne tilstand, ender vi op med at smede jernlænker til vores egne ankler, som vi får svært ved at bryde os fri af igen!

Nej, lad os først og fremmest slå fast, at vi kristne aldrig kan finde glæde i denne verdens svineføde - for en hellig glæde er hverken afhængig af jordiske eller verdslige fornøjelser! De kan aldrig tilfredsstille vores inderste behov - de kan kun skabe tomhed! Og selvom vi også har lov til at glæde os over de mange andre goder, der findes her i livet, vil de aldrig kunne holde vores sjæl oppe!

For midt i det hele må vi ikke glemme, at der findes en sorg… en dybtliggende bedrøvelse, der tynger vores sjæl, og som kommer fra Guds Ånd. Den kan opstå pga. uopgjorte ting i vores liv - i form af små eller store synder, der er kommet imellem Gud og os! Denne sorgfulde bedrøvelse kan kun vise sig at blive til gavn, såfremt vi lytter til Guds stille røst, som taler i vort indre… for en sådan bedrøvelse har ofte et bestemt formål - idet Bibelen klart siger, at:

... bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes, men bedrøvelse i verdens forstand virker død (2 Kor 7,10)

Ja, ægte bedrøvelse over synd, bringer ægte udfrielse og glæde med sig - såfremt vi gør op med den! Verdslig bedrøvelse - som skyldes vores onde begær - virker derimod død! Det samme gælder for enhver, der hengiver sig til materialisme og til forlystelsernes selvødelæggende tomhed. De vil - i sidste ende - ende op med at hviske samme fortvivlende ord, som Salomo, da han så tilbage på et liv i formålsløshed:

Endeløs tomhed… endeløs tomhed, alt er tomhed (Præd 1,2)

Lad derfor Guds Ord vejlede dig, min Elskede - for Ordet er vores ledestjerne og viser os vejen ud af vores dilemma! Råb til Gud… ja, inddrag hele Menigheden... bed din åndelige familie stå sammen med dig i bøn, så du atter kan genvinde den glæde og fred, som findes i Herren, og som du mistede undervejs! Sæt dig ikke ned i elendighed, og vær ikke tilfreds med tilstanden! Det kan hurtigt udvikle sig til en depression og sprede smitsomme sygdomme i Guds Menighed. Her må du - ved Guds nåde og i Helligåndens kraft - gøre alt for at ryste denne tilstand af dig! Elsk Guds folk:

Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt. En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er (Jak, 5,16)

Ja, det er en efterprøvet sandhed, at der ikke findes noget som helst sted, vi føler os lykkeligere, end når vi græder over vores synd ved korsets fod - for det er det mest sikre og mest vidunderlige sted, vi overhovedet kan befinde os!

Dagens citat:

Jeg tror, at den mest almindelige opfattelse af, hvordan vi bedst tjener andre i kærlighed, er, at vi glemmer os selv! Men det er helt forkert! Jeg tror snarere, at vi ærer mennesker allermest, når vi finder vores egen lykke i at tjene andre. Når du fx besøger nogen på hospitalet, og de i taknemmelig siger: "Tak, men det havde du da ikke behøvet at gøre!” - hvad ville så den mest kærlige reaktion fra din side være? Ville det mon være at sige?: ”Det er såmænd bare min pligt! Så jeg gør bare, hvad der forventes af en kristen”? Nej, selvfølgelig ville du ikke det! Hvad nu, hvis du siger: "Dette føles slet ikke som en pligt! Jeg har virkelig set frem til at være sammen med dig i dag, min Kære!" Ville personen så svare: "Nu tænker du igen kun på dig selv"? Nej vel! Din glæde vil, uden tvivl, blive opfattet som den højeste form for kærlighed!

​