Dagens Andagt - 31. maj
”… jeg kaldte på ham, men han svarede mig ikke” (Højs 5,6)
De kristnes bønnesvar bliver indimellem sat i venteposition - ligesom en undersåt ofte må vente foran kongens port. Først når kongen træder frem, kan ansøgeren fylde sin favn med de velsignelser, han så ihærdigt har efterspurgt.
Så når Herren giver dig tro til en bestemt velsignelse - er han samtidig kendt for at bruge anledningen til at teste din tro. Og det gør han ofte ved at lade bønnesvaret vente på sig. Her kan dine bønner efterhånden lyde som en konstant gentagelse og et ekko foran en Himmel, der føles som kobber… Herren har tilsyneladende lukket sine ører, og kun vinden giver dig svar!
Du har ihærdigt banket på den gyldne port og, med tårefyldte øjne, tryglet Herren om et bønnesvar, men døren var ikke til at få op… den var som rustet fast til hængslerne. Ligesom Jeremias har du råbt:
... du hyllede dig i skyer, så bønnen ikke nåede dig (Klages 3,44)
Og her må de hellige vente i stor tålmodighed - og ofte over længere tid - uden at modtage svar på deres bøn. Det sker ikke, fordi vores bønner ikke er inderlige nok… heller ikke fordi vores bønner ikke bliver modtaget - men af den simple årsag, at det behager vor himmelske Far - som altid giver sine børn efter sin egen vilje.
Og her er det, at du må holde fast i troen - uanset hvad de ydre omstændigheder fortæller dig - og ikke forfalde til modløshed eller begynde at stampe imod brodden. For hvis det behager ham at opøve dig i tålmodighed ved at lade dig vente, har han så ikke lov til at handle, som han vil med enhver af os, som tilhører ham?!! Ingen af kongens undersåtter har jo ret til at vælge hverken tid, sted - eller hvilket indhold en audiens hos den store Konge skal have.
Men det må ikke få dig til at tro, at ubesvarede bønner automatisk er et udtryk for et afslag! Nej, Gud har givet dig sit ord, og han har lovet, at dine bønner altid vil blive ærefuldt betalt tilbage til tiden. Her må du ikke lade din ærkefjende, Satan, ryste din tillid til sandhedens Gud, ved at indgive dig en følelse af vantro og håbløshed, når han peger hen på de manglende bønnesvar!
Ubesvarede bønner betyder ikke, at dine bønner ikke bliver hørt, Kristen! I Himmelens tronsal bliver alle de helliges bønner opbevaret i guldskåle - og når tiden er inde, stiger "de helliges bønner op for Guds åsyn" og udløser svar på de bønner, vi sendte afsted! (Åb 5,8; 8,3-5; 20;11-15).
Lad det være din trøst, du prøvede Troende… din Herre har et guldalter stående foran tronen - fyldt med dine tårer. Her bliver de dyrebare dråber af hellig sorg opbevaret. Han ejer samtidig en bog, hvori alle dine hellige suk er optalte (Åb 8,3-4; 20,11-15). Inden længe vil dine bønner bære frugt… så mon ikke du er i stand til at vente en lille stund endnu? Tror du ikke, din Herres timing er langt bedre end din? Mon ikke han er den, der bedst ved, hvornår et bønnesvar vil bringe dig den største velsignelse?
Inden længe vil han - til din sjæls store glæde - træde frem og afklæde dig din lange ventetid i sæk og aske! Og når det sker, vil han samtidig iføre dig glædens dyrebare klædning, når dine bønner pludselig går hen og bliver til virkelighed!
Hold derfor ud i tro, min Kære - hold ud, hold troen og modet oppe!
Dagens citat:
Det er i kraft af vores inderlige bønner, at vi formår at trække i rebet - og få den store klokke til at ringe for Guds ører. Mange er knap nok i stand til at få klokken i bevægelse - fordi deres bønner er alt for sløve... Andre, igen, rykker kun få gange i rebet - og med lange mellemrum. Men dem, der virkelig formår at bevæge Himlen, er dem, der konstant og hele tiden, griber godt fast omkring rebet og trækker i det af al sin magt!
