Dagens Andagt - 31. marts
"Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding" (Fil 1,21)
For Paulus var det en eviggyldig sandhed, at uanset hvilke prøvelser Jesus lod ham gå igennem - og uanset hvilke lidelser det bragte med sig - så var det kristne liv altid en gevinst. End ikke døden frygtede han - den var kun en vinding, der ville føre ham nærmere den Herre, han elskede og tjente.
Mange ønsker ikke længere at kendes ved den levende Gud - og lever derfor uden det håb, Paulus havde. Derfor er døden en angstfyldt og grænseoverskridende oplevelse - for her afsløres det, hvorvidt vi har forberedt os på mødet med vores himmelske Skaber… For det kræver, at vi har levet et afgjort liv i hellig tjeneste for Gud! Hvis det er tilfældet, kan vi møde ham med en god samvittighed! Og i den sag var Paulus afgjort! For han havde tjent Gud "med en ren samvittighed”... han havde:
... stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen (2 Tim 4,7)
Men hvad med den troløse kristne, som ligger på sit dødsleje og visner hen? Hvilke tanker går gennem hans sind, når først han befinder sig på det yderste? Mon ikke han, i denne time, vil begræde sin tunge og dystre skæbne og af hjertet fortryde, at han så let lod sig lokke på afveje - væk fra sin troskab imod Herren?!
Lige så bedrøveligt er det at være vidne til det syndige menneske - der, i sin elendighed, forbander sig selv og Gud - som han selv valgte fra og forkastede, til fordel for et uforpligtende liv. For ikke at tale om pengepugeren, der i sin dybe elendighed, knuger sine kostbare værdigenstande ind til sit bryst - som om det kunne bringe ham nogen form for trøst eller lette hans smerter i dødens stund.
Men aldrig så vi en kristen på sit dødsleje, fortryde et liv i tjeneste for den levende Gud! Vi har set en kristen, der var så syg, at der knap var liv i ham, og som intet ejede, men som - lige til det sidste - bedyrede, at han aldrig havde manglet noget i hele sit liv - for han havde Jesus - og dermed ejede han alt! Ja, vi har - i det hele taget - heller aldrig hørt om en kristen, der på sit dødsleje, i bitterhed, har råbt: Hvor jeg dog bare fortryder, at jeg gav mit liv hen til Jesus!
Nej, for når først døden griber en sådan Hellig… når hjertet og kødet står af og giver op - og livet langsomt siver ud, har vi set ham knuge Bibelen ind til sit bryst… hvor han, i inderlighed. hviskede Jesu navn, om og om igen - fordi Jesus, livet igennem, har været hans liv... hans glæde - ja, hans ét og alt!
Men hvad med dig, Kristen? En dag skal dit liv også passere revy for dine øjne! Sørg derfor for, at du kan bestå prøve, og at du bliver i stand til at kunne sige - ligesom Paulus:
Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding (Fil 1,21)
Hvis du ikke kun vil leve lykkelig - men også dø lykkelig… og hvis du virkelig ønsker, at Guds lys skal oplyse din sti og fjerne tornene på din vej - så tjen Herren af hele dit hjerte! - for så vil han krone dig med alt det, der er ærefuldt og noget værd - i dette liv og i det næste. Søg aldrig glæden i et uforpligtende liv… søg først og fremmest Guds Rige og hans retfærdighed... og tjen ham, af hjertet - for så vil glæden altid følge dig!
Og når verden en dag går op i flammer... og dit liv skal gøres op - er og forbliver det en sandhed, at Jesus altid var der for dig. Ja, han stod altid ved din side, og han førte dig igennem alle dine trængsler på din livsvandring! Vær derfor trofast indtil døden, for så vil du også have ham ved din side, den dag du skal krydse Dødskyggens dal.
Dagens citat:
Frygt aldrig for døden, du Elskede. Døden burde være det sidste og mindste problem, en kristen bekymrer sig om. Koncentrer dig hellere om det liv, du skal leve her og nu - det som ligger foran dig... for det er her, den hårde kamp skal udkæmpes... det er i det jordiske liv, at du har brug for disciplin for at kunne vinde sejr. Husk på, at du har en afgørende rejse foran dig. Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! (1 Kor 9,24).
