Dagens Andagt - 4. februar
”Til dig, Herre, råber jeg, min klippe, vær ikke døv for mig, vær ikke tavs imod mig, så jeg bliver som de, der gik i graven” (Sal 28,1)
Når først du ser, hvor villig Herren er til at høre dig - og hvor effektiv hans magt er til at gribe ind - vil du forstå, hvor vigtigt det er at rette dit råb om hjælp til ham - og ham alene! Men vent ikke med at påkalde hans navn - udfordre ikke skæbnen - og gå ikke til dødelige mennesker! Kald på ham, hvis hjerte bløder for dig, og som venter på dig med længsel! (Sal 105,1-5).
Hvilken god far ønsker ikke, at hans børn kommer til ham, når de er i nød? Her er Gud den eneste sande kilde, vi bør tappe af, da han er langt mere pålidelig end en menneskelig far eller mor. Løft derfor dine øjne til bjergene, og råb til din Frelses Klippe, imens der er tid! (Sal 121). Og når alt andet slår fejl, så er gråden en helt naturlig måde at udtrykke sin sorg på. Men ret altid din bøn til Herren! Tro ikke, at "skabningen" kan opfylde dine behov - det er spild af tid - gå til selveste "Skaberen" (Jer 17,5-8).
Men hvordan lærer vi at bede? Ja, her er vores erfaring, at bøn, for de fleste af os, ofte opstår ud af desperation! Og når vi så ender op som seriøse bønne-kæmpere, bliver vi klar over, at det ikke var pligten, men vores desperation, der udløste det - fordi vi ikke kunne finde andre udveje. Så er det, vi råber til Herren - ligesom David, i dagens ord:
... vær ikke døv for mig, vær ikke tavs imod mig …
Ja, David søgte et ægte bønnesvar fra Himmelen - hvorimod mange kristne, mærkværdigvis nok, er tilfredse med bønnen i sig selv, som beroliger deres sind og får deres vilje ind under Herrens. Andre igen er bange for at høre Guds stemme, da de frygter, at han vil kræve noget af dem, som de ikke har lyst til at gøre - derfor kunne de aldrig finde på at bede samme form for bøn som David:
... vær ikke tavs imod mig ...
Men for en brændende bønnekæmper er Guds tavshed skræmmende - derfor er man parat til at gå meget længere end andre! Målet er at opnå et decideret bønnesvar fra Himlen - intet andet kan tilfredsstille en sådan person. Han ønsker bønnesvar - her og nu!Han frygter kun én ting: Guds tavshed! Han ved - at selv når Gud synes at lukke ørerne - må vi ikke stoppe vores bøn! Nej, da er tiden inde til at bede endnu mere - for når vores stemme bliver indtrængende, brændende og grådfyldt - ja, så vil Herren ikke nægte os svar på vores bønner (Sal 17,1-7).
Hvilken skræmmende tanke, hvis Gud aldrig svarede på vores bønner!Forestil dig at være overladt til dig selv - uden kontakt til ham, som er dit livs ægte glæde - mon ikke du snart ville befinde dig i en mere ynkelig tilstand end de døde i graven - og synke ned på samme niveau som de fortabte i Helvede!? Vi måderfor gøre alt for at opnå svar på vore bønner… for der findes vitterligt presserende sager, vi er nødt til at søge hjælp til… giv derfor aldrig op, Kristen, men:
Bed, og I skal få ... (Joh 16,24)
Han, der er kærligheden selv, vil aldrig, i al evighed, tillade, at hans børn sygner hen i desperation og afmagt. Nej, han har lovet at fylde hver en mund - ligesom fuglen, der konstant sørger for sine skrigende unger.
Dagens citat:
Hvad gør vi, når vi befinder os i en desperat situation? Kan vi bare tilkalde Gud? Skal vi gøre os afhængige af Gud? Og kan vi overhovedet stole på Gud? Svaret er et ubetinget JA! Men hvad skal der til? Indtrængende bøn er, hvad der skal til for at sikre et svar fra Himlen. Men mind dig selv om, at opremsning af bønner ikke er det samme som indtrængende bøn! Effektivbøn afhænger nemlig ikke af kvantitet, men af kvalitet! Og her vil troen på en bønhørende Gud skabe en bønneelskende kristen!
