Logo

MENIGHEDEN LYS & SALT

Logo

MENIGHEDEN LYS & SALT

Dagens Andagt - 4. maj

”… han bad om at måtte dø… ” (1 Kong 19,4)

Dette var virkelig en bemærkelsesværdig beretning?! For den mand, som, Gud havde besluttet, aldrig skulle smage døden, og som senere blev bortrykket fra denne verden og ført til Himlen i en ildvogn - denne mand bad nu Gud om at måtte dø!?

Efter Elias' mægtige sejr på Karmels bjerg, hvor Gud lod ild falde fra Himlen - og Elias efterfølgende slog 450 Ba'als profeter til jorden - havde Dronning Jezabel udsendt en dødstrussel mod Elias. Det fik ham til at flygte over hals og hoved, og fra sit skjul - midt i sine mange prøvelser - råbte han til Gud i sin afmagt:

Det er nok, Herre! Tag mit liv, for jeg er ikke mere værd end mine fædre (1 Kong 19,4)

Ja, det var virkelig besynderligt, at en mand som Elias - der ellers var kendt for at eje en løves hjerte, og - i vores øjne - kun kan betegnes som en troshelt, kunne blive så deprimeret over dronningens trusler, at han ligefrem ønskede at dø…?! Men netop denne hændelse, kære Kristen, viser os, at vores himmelske Far heldigvis ikke altid svarer på vores bønner! Derfor fik Elias ikke lov at dø - nej, Gud gav ham noget langt, langt større, end han havde turdet håbe på!

Vi ser samtidig, i denne hændelse, at der trods alt er grænser for, hvad vi kan bede Gud om - og at vi ikke altid skal forvente at få bønnesvar på de mange uhyrlige ting, vi kan finde på at bede om, når vi befinder os i en overophedet situation! For det kan kun have været Herrens velsignede godhed, som forhindrede ham i ikke at tage Elias på ordet og rive sin klynkende og modløse tjener bort før tiden! (1 Kong 19,1-4). Så hvis vi, indimellem, beder om noget, vi ikke får - kan årsagen være, at vi ikke beder ret - som i Elias' tilfælde (Jak 4,1-10; Sal 24).

Kristen, lad derfor ikke dine bønner kun dreje sig om at tilfredsstille dig selv - kun med det formål at slippe ud af en ubehagelig situation, uden at have øje for Guds ære - for så kan du slet ikke forvente at modtage noget som helst!

En af fortidens hellige har engang sagt om bøn:

Hvis Herren ikke betaler i sølv, vil han betale i guld… og hvis han ikke betaler i guld, vil han betale i diamanter!

Så skulle det vise sig, at Herren ikke giver dig præcis, hvad du beder ham om, så vil han, uden tvivl, give dig noget, som er mindst lige så velsignet, og som du vil tage imod med en ubeskrivelig glæde (Sal 27). Gør derfor hver en morgen til en hellig stund, med intens og inderlig forbøn - for bøn bærer altid lønnen i sig selv… men vær samtidig forsigtig med, hvad du beder om!

Dagens citat:

Kristen, hvad bør dine motiver egentlig være, hvad angår bøn? Bør det ikke være, at Gud bliver herliggjort?! At Jesus får sin belønning for sine mange lidelser?! At mange syndere må blive frelst - så Gud får mange nye tunger, som vil prise hans navn?! Og ikke mindst, at mange nye hjerter må elske ham, så der må blive sat en stopper for synden - så hellighed, retfærdighed, barmhjertighed og Guds kraft må blive synlige i denne verden?! Jo, det er måden at bede på, kære ven! For når først dine bønner søger Guds ære - vil det altid være Guds ære at besvare dine bønner!!