Dagens Andagt - 5. august
”Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have, men brug jeres forstand med omtanke, enhver efter det mål af tro, som Gud har givet ham” (Rom 12,3)
Sand ydmyghed er et bevis på Åndens tilstedeværelse i Guds familie! Men vi må desværre konstatere, at denne frugt ofte er en mangelvare iblandt Guds folk. Også i Skriften ser vi eksempler på, hvordan Jesu disciple skændtes om, hvem der var mest betydningsfuld. Her gik bølgerne indimellem højt, fordi de havde travlt med at fremhæve sig selv. Men hvad med os? Her må vi erkende, at også vi har oplevet tider med manglende ydmyghed - og hvorfor? Fordi vi søgte menneskers ære - fremfor Guds.
Men Jesus definerer klart, hvad ægte storhed er:
Lad den mindste iblandt jer være den største … og lad den største være den, der tjener de andre (Luk 22,24-27)
For sådan er Herren - god imod den mindste. Han løfter den ubetydelige og ringeagtede op - og ydmyger enhver, som ophøjer sig selv. Kun Gud skal have førstepladsen! (Jak 2,1-9) Derfor siger Jesus:
I må ikke lade jer kalde rabbi; for én er jeres mester, og I er alle brødre. Og I må ikke kalde nogen på jorden jeres fader; for én er jeres fader, han, som er i himlen. I må heller ikke lade nogen kalde jer lærer; for én er jeres lærer, Kristus (Matt 23,8-11)
Jesu definition på lederskab er altså: Lad ingen være over dig – og lad ingen være under dig - for vi er alle ”brødre”.
På Kristi Legeme er der kun ét Hoved, og det er Kristus selv! Men ak...
... hvor ofte fristes vi ikke til at ophøje os selv ud over alle grænser… eller anser visse mennesker for mere betydningsfulde?! Men sig mig: Hvad har vi egentlig at rose os af?Og hvad ejer vi, som vi ikke er blevet givet?! Hvem var det, der skabte os - med de gaver og talenter vi har? Var det ikke Herren?!
Derfor Kristen … sæt hverken dig selv eller andre på en piedestal:
... men brug din forstand, alt efter det mål af tro, som Gud har givet ... [dig] (Rom 12,3)
For intet menneske har godt af at blive løftet for højt op - ja, højt at flyve, dybt at falde! Her går man let hen og bliver svimmel, hvilket kan påvirke vores dømmekraft og sunde fornuft. Alligevel fører mennesker sig frem på verdensscenen i et forsøg på at imponere og fremelske en tilbedelse, der grænser til afgudsdyrkelse - men tro mig: Gud tåler ingen konkurrenter! Lad de bibelske advarsler mane os til besindelse - for:
Hovmod går forud for ulykke, overmod går forud for fald (Ordsp 16,18)
Derfor er dit hovmod et sikkert tegn på, at du snart vil falde, Kristen. Du bliver som en hurtigt voksende paddehat, der skyder op - men visner i middagssolens stærke hede - i form af de fristelser, du møder på din vej - som får begæret til at vokse. Her vil ydmyghed vise sig at være langt mere gavnligt for en hellig - end at være alles yngling!
Skænk derfor dine gaver og talenter til Guds arbejde og til menighedens fremme, Kristen. Gud har ikke brug for ensomme ulve, men kristne, der lægger deres liv ned for ham og hans menighed. Gud har valgt at handle og virke igennem sin menighed, som han ønsker må stå stærkt og sejrrigt i denne verden. Underlæg dig derfor, i kærlighed, ham, som gav sig selv hen for dig!! Underlæg dig "Hovedet": Kristus - og ydmyg dig under de tjenester, Gud har indsat, så vi ikke forstyrrer den gudgivne orden, han har fastsat i sit hus.
Kun Kristi Legeme kan - i fællesskab - rumme Kristi fylde - med det utal af forskellige tjenester og særlige nådegaver, som er skænket os ved Ånden. Og formålet er at bringe formaning, opmuntring og trøst til Guds folk. Ja, der findes utallige nådegaver – men alle kommer de fra Kristus. Hovedet deler ud, som han vil - til fælles gavn - så vi, tilsammen, kan vokse til mands modenhed! (Ef 4,11-16).
At ophøje sig selv i kraft af Guds gaver, er derfor en farlig ting! Her siger Herren til enhver af os:
Øjnes stolthed og hjerters hovmod vil jeg ikke tåle (Sal 101,5)
Kristen: Ydmyg dig derfor under Guds forordninger og tag dagens ord til hjertet...
... og hav ikke højere tanker om ... [dig] selv, end ... [du] bør have, men brug ... [din] forstand med omtanke, enhver efter den tro, som Gud har givet ham (Rom 12,1-8)
Dagens citat:
Det kan ikke kaldes for ægte ydmyghed at undervurdere sig selv - det er bestemt heller ikke ægte ydmyghed at overvurdere sig selv! Nej, ægte ydmyghed er at tænke de tanker, Gud tænker om os! Det er egentlig at erkende, at skulle vi have særlige talenter, skyldes det alene, at Gud har givet os dem. Lad det derfor kunne ses - på dem af os, der har fået mange talenter - at vi nivellerer os - på samme måde som et skib, der, med en for stor fragt, er tilbøjeligt til at ligge lavt i vandet. Ja, jo mere vi er blevet givet, des lavere burde vi ligge.
