Lad være med at bilde dig ind, at du lider med Kristus - hvis ikke du er født på ny og er ledt af Guds Ånd! Spørg hellere dig selv: Har jeg virkelig overgivet alt til ham, og til ham alene? For:
Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige (Joh 3,5)
Hvis ikke du er født på ny, så gør dig ingen forhåbninger om at blive konge med ham - uanset hvilke prøvelser du går igennem.
At udøve askese ved hjælp af selvtugt - gennem streng og afholdende levevis... at undertrykke de naturlige drifter og forsage de mange jordiske goder - at lade sig korsfæste - ligesom Jesus... fordi man mener at kunne lægge noget til sin egen - eller andres frelse - og at underkue sit legeme og skade sig selv ved hjælp af piskning eller overdreven faste - vil heller aldrig give os ekstra fordele hos Gud! (Matt 6,1-6) For ingen kan lægge noget til Jesu fuldkomne frelsesværk!
Tro heller ikke, at alle de prøvelser, du går igennem, automatisk, kommer fra Gud. Du må først og fremmest vide, om du nu også er kaldet - som fx i martyrernes tilfælde. For hvis dine lidelser kun skyldes din egen dumhed, så bild ikke dig selv ind, at Gud har givet dig den specielle ære at dele lidelsesfællesskab med Jesus.
Spørg dig selv: Er de prøvelser, du går igennem, kun et resultat af synd i dit liv? Eller lider du vitterligt, fordi Herren har kaldet dig til det? For da Mirjam talte overilet og dårligt om Moses, nedkaldte hun selv en dom over sit eget hoved! Hun led ikke for Guds sag - nej, hun led, alene, på grund af sin egen dårskab! (4 Mos 12,1-15).
Der findes desværre mange kristne, som selvforskyldt skaber sig problemer på halsen! Det sker bla. ved at føre sig frem i offentlige protestmarcher i en misforstået kamp imod abort, porno eller homoseksualitet. Men det er ikke noget, hverken Jesus eller Bibelen lærer os. Nej, Jesus kom alene med det formål at sætte fanger i frihed - og ikke for at udstille og genere folk. Nej, siger Skriften:
... Han skriger ikke, han råber ikke, han løfter ikke sin røst i gaderne (Es 42,1-2)
Kristen, brug i stedet tiden på at udbrede det glædelige budskab til alle dem, der er fanget ind i deres syndige begær og i deres uværdige lyster! Glem ikke, at vi er sat til at skabe fred mellem Gud og mennesker - og ikke krig! Lad derfor fredens Evangelium lyde - og lad din kristne karakter vise sig, ved dine mange gode gerninger!
Hvis vi lader vores egoistiske følelser af storhed og lyst til mediedækning tage overhånd … og hvis vi lader egenviljen råde - i stedet for at underordne os Skriftens og Åndens autoritet - står vi i fare for at kæmpe Herrens kamp - med Satans våben!
I så fald skal vi ikke undre os, hvis vi går hen og skader både os selv og andre i kampen.
De lidelser, som er sendt af Gud, har altid til hensigt at ære Gud i sidste ende. Her er Job et godt eksempel! Alt, hvad vi gør, må altid have sit udspring i sand kærlighed til Jesus, hvor vi tjener i udholdenhed og tålmodighed. Her må vi virke i Kristi Ånd og eje Kristi sindelag med stor ydmyghed, mildhed og et tilgivende sind. Såfremt du selv skaber dine egne problemer, skal du ikke forvente belønning af Herren!
Det er til gengæld en velsignelse og en ære at blive kastet i ildovnen eller sat i gabestokken - hvis det sker sammen med Jesus! Det måtte mange af fortidens store troshelte gennemleve... for ikke at tale om apostlene selv! (Heb 11,35-40) Lad os derfor dagligt tage vort kors op og følge ham:
... for mit åg er godt og hans byrde er let [siger Jesus] (Matt 11,30)
Lad os altid stå faste og ubøjelige i kampen - for hvis vi holder ud sammen med ham, skal vi også, en dag:
... være konger med ham (2 Tim 2,12; 2 Tim 2,1-13)
Dagens citat:
Selvretfærdigheden udbryder: "Jeg ønsker ikke at blive frelst på Guds måde! Jeg vil skabe min egen vej til Himmeriget og ikke bøje mig og modtage Guds nåde! Jeg vil heller ikke acceptere den forsoning, som blev tilvejebragt i Jesu person, men jeg vil være min egen forløser og træde ind i Guds Rige, i kraft af min egen styrke og forherlige mine egne fortrin".
Den, der taler sådan, påkalder sig Herrens vrede! Og hvorfor? Fordi den berører et meget ømt punkt hos Gud... den ringeagter den ære, der ellers kun tilkommer hans Søn: Jesu Kristus!