Logo

MENIGHEDEN LYS & SALT

Logo

MENIGHEDEN LYS & SALT

Dagens Andagt - 5. maj

”Vel går det den, der mærker sig ordet; lykkelig den, der stoler på Herren” (Ordspr 16,20 gl.)

Visdom er menneskets største styrke, og ved hjælp af visdom når vi let vores mål her i livet. At håndtere livets mange spørgsmål med visdom, bringer os desuden den rigeste form for beskæftigelse. Sand visdom fremmer og forædler alle vores talenter og evner - og uden visdom er vi som vilde æselføl, der farer omkring og mister al den styrke, vi kunne have brugt på en langt mere hensigtsmæssig måde.

Visdom er desuden det kompas, som skal guide os, så vi ikke ender op i intetsigende og verdsligt tidsfordriv - og hvor vi kastes rundt af storm og bølge som ubrugelige sejlskibe, der til sidst kuldsejler. Ja, vi har i det hele taget et stort behov for visdom, da vi ellers let kan gå fejl i byen og lade os bedrage for et godt ord (Ordspr 10,1+8+13-14).

Her kan du let gå hen og skade dig selv, som en kristen pilgrim i verden - med mindre du vælger dine skridt med omhu! Ja, her lærer visdommen dig, at den, der befinder sig på denne verdens vildmark, må planlægge sin livsrejse, så vi kan være sikre på at nå helskindet frem - for hvor findes der dog meget i denne verden, som kan stjæle din og min tro og din renhed!

Men hvor finder vi denne visdom? Mange har drømt om den, men har aldrig ejet den - og hvem skal lære os den? (Ordspr 8,1-21). Her må vi først og fremmest lære at lytte til Herrens røst - for han har allerede bekendtgjort os hemmeligheden. Han har for længst åbenbaret for sine menneskebørn, hvad sand visdom egentlig er... og svaret finder vi i dagens tekst:

Vel går det den, der mærker sig ordet; lykkelig den, der stoler på Herren (Ordspr 16,12)

Ja, den eneste måde at håndtere en sag på er - at mærke sig Herrens Ord og at stole på ham. Kun hos ham finder vi vej gennem livets mange indviklede labyrinter! Derfor Kristen: Følg ham - og find evig lykke!! Den, der stoler på Herren og lader sig lede af hans Ord, ejer et ægte diplom i guddommelig visdom… en visdom, som er skænket os ved Ordet og Åndens inspiration: Enhver, som søger den, bliver ikke kun i stand til at finde sand lykke, her og nu - nej, han skal engang blive endnu lykkeligere, den dag livet ebber ud og han, for altid, skal forenes med sin himmelske Far, i det ny Jerusalem.

Men hvordan går vi frem i alt dette - hvad gør du, Kristen? Tager du dine beslutninger sammen med din Herre? Søger du hans råd og vejledning? Læser du dagligt i Guds Ord? Grunder du over hans bestemmelser og forordninger? Og hvorfor har det egentlig så stor betydning for os?

Guds Ord advarer os:

En vej kan forekomme en mand rigtig og dog ende med at føre til døden (Ordspr 14,12)

Her kan dine egne selvvalgte veje føre dig i ulykke... men Gud ønsker, at dit liv skal lykkes! Han ønsker ikke, at du skal forpurre dit liv og i sidste ende forpasse de chancer og muligheder, han har lagt til rette for dig, så du kan vandre i dem. For:

En mands færd kan være ren i hans egne øjne, men Herren prøver hans tanker (Ordspr 16,2)

Derfor ønsker han at vise dig, at der stadig findes himmelske frugter, du kan indsamle på denne side af evigheden!

Bed derfor: Herre… vær du min Læremester, og lær mig troens visdom, så jeg kan lykkes! (Jak 1,5)

Dagens citat:

Visdom er at kunne bruge sin viden på rette måde. Viden er derfor ikke nødvendigvis et bevis på klogskab. Mange mennesker ved en hel masse - men det har kun gjort dem til endnu større tåber. For der findes ingen større tåbe, end den, der ved det hele - men som ikke forstår at bruge sin viden. Døren til visdommens "tempel" er derfor - først og fremmest - en erkendelse af vores egen uvidenhed - og den bedste måde at opnå visdom på er i kraft af Den Hellige Skrift og et liv i bøn!