Logo

MENIGHEDEN LYS & SALT

Logo

MENIGHEDEN LYS & SALT

Dagens Andagt - 6. maj

”… vær modig og stærk…” (Josva 1,7)

Guds omsorgsfulde kærlighed gør ham dybt interesseret i vores følelsesmæssige tilstand. Først og fremmest ligger det ham stærkt på sinde, at vi må vandre i sejr og altid være ved godt mod. Ud fra dagens tekst ser vi klart, at vores Mester ikke ønsker, at vi skal frygte noget som helst på vores kristne vandring. Nej, han ønsker sig et sejrrigt og stærkt folk - et folk, som går fremad uden bekymringer, fejhed, tvivl og frygt - for alt dette er at regne for vantro!

Derfor tager vores himmelske Far ikke så let på vores vantro, som vi selv gør! Han ved, at når vi er modløse, er vi udsatte for mange alvorlige dårligdomme - og hvis ikke vi finder det rette "lægemiddel", vil vores dårligdomme til sidst føre os ind i et åndeligt dødvande. Vores Herre holder derfor ikke af at se vores sørgmodige ansigter. Han byder os, i stedet, at vi kan komme til ham - vores elskede Læge - så han kan give os det "lægemiddel", vi trænger til (Jak 5,16).

I Skriften læser vi om Kong Ahasverus, der havde indført en lov, hvor det var strengt forbudt at træde ind i kongens forgårde, iklædt en sørgedragt (Est 4,1-2). En sådan lov findes heldigvis ikke hos kongernes Konge - her kan vi komme, som vi er! Og dog ønsker han, vi skal afklæde os denne ånd af tungsind og mismod - og i stedet iklæde os en lovprisningsdragt - og hvorfor?

Fordi vi har så meget at fryde os over! Han ønsker, at vi skal glæde os i taknemmelighed over hans inderlige interesse i os - og ved tanken om, hvilken almægtig og allestedsnærværende Gud, der står bag os og bakker os op! (Sal 30,1-13).

Derfor bør vi altid besidde en modig og heroisk ånd, der ærer Herren. Og det gør vi allerbedst ved at vise udholdenhed midt i vores prøvelser. Hvis du, derimod, er frygtsom og lader verden træde ind over dig - uden at stå i kampen - vil du vanære Gud, den Almægtige!

Denne tvivl og modløshed vil snart sprede sig iblandt Guds folk. Og her fortæller erfaringen os, at blot én enkelt trist troende, er i stand til at skabe yderligere tyve triste troende. Her vil du hurtigt blive til fald for andre - og med mindre du lader Guds løfter holde dit mod oppe - vil Satan, inden længe, blive for meget for dig!

Hold derfor stand - og lad i stedet din ånd finde ind i glæden - i din Herre og Frelser...

.... for glæde i Herren er jeres styrke! (Neh 8,10)

- for så vil ingen Djævel kunne skade dig!

Fejhedens ånd, derimod, vil snart desertere - og så langt bør ingen kristen lade sig trykke ned! (Sal 107,1-22). For når først du finder ind til glædens kilde og i tro løfter dig op over mismodet, vil du snart opdage, at livet som en kristen er let for den, der har en glad ånd - og at succes altid følger i hælene på den, der ejer et lyst og håbefuldt sind. Ja, den, der slider hårdt og fryder sig i Herren - og som beslutter sig for at stå fast i troen, af hele sit hjerte - allerede er garanteret succes på forhånd!

Derfor, kære Læser:

... vær modig og stærk!

Dagens citat:

Hvis du virkelig er et Guds barn, vil du foragte enhver tanke om denne verdens afgudsdyrkende og forføriske glæder! Når det sker vil dit spørgsmål ikke længere være: Hvor langt har jeg egentlig lov til at nærme mig verden, Herre? Nej, dit spørgsmål vil i stedet være: Herre hvor langt skal jeg til at løbe væk, for ikke at blive forført af denne verden? Og selvom Gud, midt i det hele skulle lægge byrder på dig - eller du skulle risikere at møde prøvelser på din vej - så husk på, at den Gud, som har magt overalt, samtidig vil placere sine kærlige arme under dig!