Dagens Andagt - 6. marts
”For bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse ..." (2 Kor 7,10)
Ægte åndelig bedrøvelse er et værk af Guds Ånd, som berører det indre liv i et menneske og bevirker en gennemgribende omvendelse! Sådan en omvendelse er som en udsøgt blomst, der blomstrer og gror i Åndens have - ligesom ægte perler, helt naturligt, vokser i østers. Denne tilstand ser vi aldrig hos en synder - medmindre Guds Ånd gør sit værk! Derfor hænger Guds Ånd og hellighed uløseligt sammen, for uden hellighed - ingen omvendelse!
Vores kamp imod kødet kan ind imellem være hård - for kødet hverken kan eller vil bøje sig under Guds Lov! Kun ved Ånden er vi i stand til at døde kødets begæringer (Rom 8,1-17). Så hvis du indeholder blot det mindste gran af ægte had til synden, er det fordi Guds Ånd har virket det i dig! Det kødelige menneskes natur er, til gengæld, som et tjørnekrat, der har svært ved at producere så meget som én eneste figen, for:
Det, der er født at kødet, er kød (Joh 3,6)
Sand og ægte omvendelse har derfor altid en klar forbindelse til den Ånd, som Gud har lagt i os. Når vi bekender vore synder, må vi også - samtidig med, at vi har et øje på synden - have et øje på korset. For anger over synden føles mere intens, når vi kaster et blik på Kristus og ser vores overtrædelser i lyset af hans uendelige kærlighed.
Sand sorg over synden må ligeledes være en praktisk ting - for vi kan ikke påstå, at vi hader synden, hvis vi samtidig lever i den. Her må vi se syndens ondskab i øjnene og gøre os klart, hvor meget den egentlig skader os. Det er ikke nok, vi kun erkender vores synd, hvis vi ikke også lærer af vores erfaringer. Her burde vi have lige så stor frygt for at synde imod Gud som en, der er blevet truet på livet og udplyndret og nu går i evig frygt for et nyt indbrud.
Sand bedrøvelse over synden vil altid gøre os ekstra forsigtige! Her må mange af os lære at tøjle vores tunge, så den ikke bliver til skade for dem, vi befinder os iblandt. Vi må udvise forsigtighed i vores omgang med andre, så vi ikke støder mennesker bort. Ja, vi må afsky synden og undgå den, for alt i verden - ikke kun de store synder, men også de små! Vores frygt for synden burde være, som stod vi med bare ben midt iblandt hugorme og slanger - for brændt barn skyr ilden!
Hver aften må vi afslutte dagen med dybtfølte bekendelser og udvise gennemsigtighed, af et ærligt hjerte - og hver morgen må vi sende indtrængende bønner op til Herren om at fri os for enhver form for fristelse, som kan få os til at falde! (Sal 25,8-18).
Vi, der ejer troen, må lære at bekende vores synder - hver eneste dag, indtil vores dødsdag. Oprigtig omvendelse må altid ske kontinuerligt og være som en rislende bæk, der aldrig tørrer ud. Verdslig bedrøvelse, derimod, er overfladisk og taler mere om kødelige interesser og begær - og virker kun død. Men:
... bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes ... (2 Kor 7,10)
For den sande kristne vokser denne dyrebare og livsnødvendige sorg over synden sig større, som tiden går. Den er så bittersød, at vi må takke Gud, fordi vi kan nyde godt af den frugt, som bedrøvelsen virker - lige indtil den dag, hvor vi, for altid, skal træde ind til den evige hvile!
Dagens citat:
Glem ikke at tiden, her og nu, er det eneste tidspunkt, hvor du kan blive frelst. Der findes ingen tro, ingen fortrydelse og ingen omvendelse, når først du befinder dig i graven - ingen af Herrens tjenere vil nogensinde komme og forkynde Guds Ord for dig, når først du befinder dig der. Derfor er dagen i dag en frelsens dag. Frygt heller ikke for menneskers reaktion - i tilfælde af at du beslutter dig til at omvende dig og give dit liv over til Gud. Husk på, hvor lille og ubetydelig deres vrede vil fremstå i forhold til evigheden, for Gud har fastsat en dag, hvor han skal dømme hele denne verden!
