Logo

MENIGHEDEN LYS & SALT

Logo

MENIGHEDEN LYS & SALT

Dagens Andagt - 7. februar

”Op med jer, af sted!” (Mika 2,10)

Timen nærmer sig med hast! Snart skal dette budskab lyde … ja, disse ord skal en dag lyde for enhver kristen:

Rejs dig og drag bort fra det sted, hvor du har boet og fra din by, hvor du har haft hele din familie og dine venner. Gør dit bo op og drag ud på din sidste rejse!

Men sig mig... hvad ved vi egentlig om denne rejse og det land, vi kristne er blevet forbundet med? Vi har læst om det, og vi har gjort os mange forestillinger - og det er, på mange måder, blevet åbenbaret for os, ved Ånden… men hvor kender vi dog egentlig lidt til dette fremtidige Rige! Vi ved, at Gud kræver, at vi, på vores vej dertil, skal krydse en mørk og stormfuld flod, som kaldes Døden - men vi ved også, at han samtidig har lovet at være ved vores side - hele vejen igennem!

Men hvad sker der egentlig efter døden? Hvilken herlighedsscene skal mon udfolde sig for vores blik? Og hvad er det for en vidunderlig verden, der en dag skal tone frem for vores forundrede øjne? Ingen ved det - for ingen af dem, der drog ud på den sidste rejse, vendte nogensinde tilbage og fortalte os det. Alligevel har vi så stort et kendskab til det himmelske land, at vi ser frem til vores hjemkaldelse, med stor fryd og en dybtfølt glæde!

Denne dødsrejse er, på mange måder, faretruende... men vi må gå fremad i tro og uden frygt - for vi ved, at Gud er med os - også når vi vandrer gennem den dystre Dødsdal - så heller ikke herbehøver vi at frygte noget ondt! (Sal 23) Og her er den bedste måde at forberede dig på denne rejse - og den mest effektive metode at bekæmpe enhver form for dødsangst på - at du opøver dig i at dø fra dig selv, hver morgen, inden du forlader dit bønnekammer.

Ja, inden for en overskuelig fremtid, skal du skilles fra alt dét, du har kendt og elsket - for altid. Den tid nærmer sig, hvor du skal drage til din himmelske Fars hus... hvor også Jesus befinder sig - og dér skal du, for evigt, slå dig ned i den kongelige by - i:

... byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud (Heb 11,10)

Det bliver absolut den sidste rejse, du nogensinde kommer til at foretage dig! Herefter skal du - i al evighed - hvile ud sammen med ham, som du elsker! Der skal du, i al fremtid, leve i hans folks midte, i det ny Jerusalem - i Guds vidunderlige nærvær.

Kristen… mind derfor ofte dig selv om det fuldkomne liv, du en dag skal få i Den himmelske Stad! Det vil hjælpe dig til at komme videre og at glemme de mange strabadser, du indimellem må gennemleve på din livsvandring. Mind dig selv om, at Tåredalen - i sidste ende - netop er den vej, som skal føre dig til et langt bedre land og en langt lykkeligere fremtid. Døden er ikke din endestation, du Elskede - tværtimod! Den er indgangen til en guddommelig forfremmelse - og er dermed et springbræt til et liv i skøn harmoni - i en verden i evig lyksalighed! (Åb 5,9-14; Åb 21,3-7).

Og når endt er kampens dage, endt hver jordisk nød og klage

kalder os vor Faders stemme til en evig fryd derhjemme!

Dagens citat:

Der er væsentlig forskel på den form for død, den gudfrygtige får - og den død den ugudelige får. Døden kommer til det ugudelige menneske som en straf - mens døden, for en retfærdig, er en kongelig indbydelse til vores himmelske Fars palads! For det syndige menneske er det en henrettelse, men for den hellige er det en afklædning af alle hans synder og svagheder, hvor han skal iføres de hvide klæder. De ugudeliges død styres af frygtens konge - hvorimod døden, for et gudfrygtigt menneske er afslutningen på al frygt og begyndelsen til den evige herlighed!