Dagens Andagt - 7. juni
”Men han lod hende beholde kjortlen og flygtede ud” (1 Mos 39,12)
Kristen, i din kamp mod visse former for synd findes der kun én måde at sejre på - og det er ved at tage benene på nakken og flygte så hurtigt som muligt!! Synden er som kamæleonen, der, med sine øjne, fortryller sit offer, så vi fryser fast på stedet - med det formål at gøre os til et let bytte - og heri ser vi, at blot et blik på det syndige kan udsætte os for stor fare.
Derfor må du... hvis du vil sikre dig imod syndens fristelser... flygte fra alt det, der frister til fald, og du må indgå en pagt med dine øjne om ikke at kaste så meget som ét blik på det, der kan tænde dit begær. Selv en lille synd behøver kun en gnist for at kunne antænde en altopslugende flamme af ild.
Hvem ønsker dog at træde ind i den spedalskes hus og lægge sig til at sove tæt op af et menneske, der er i forrådnelse!? Det gør kun den, som selv ønsker at være spedalsk! Og hvis en sømand ved, at han kan undgå en kommende storm, vil han så ikke gøre alt, hvad der står i hans magt for ikke at lide skibbrud eller komme i havsnød? Og ville en ansvarsfuld styrmand lege med tanken om, hvor tæt han kan komme på en sandrevle... eller om han er i stand til at berøre klippen - uden at båden springer læk? Nej, hans mål vil være at holde sig midt i kanalen, hvor han er i sikkerhed!
Hvem ved, om ikke netop du, i dag, bliver udsat for stor fare? Hvem ved, hvornår ulykken rammer? Må du derfor, hver eneste dag, besidde stor visdom - så du undgår at falde i den Ondes fælde - og bevarer dig selv midt i det hele (Matt 10,16). Her kan duens vinger vise sig at være til langt større hjælp end løvens gab!
Det kan godt være, at du ligner en taber i andres øjne, når du siger nej til at deltage i ugudeligt selskab... og at du måske mister prestige og fremstår uinteressant i verdens øjne. Men det er bedre for dig at efterlade din kappe, ligesom Josef - end at miste din hellige integritet. Det er nemlig ikke absolut nødvendigt for dig at være rig eller populær - alt dette er forgængelige ting, som en dag skal høre op - men det er til gengæld bydende nødvendigt for dig at være ren! (1 Pet 2,11-17).
Hverken verdslige venskabsbånd, kødets og øjnenes lyst, pral med jordisk gods... eller angsten for latterliggørelse - må hindre dig i at tage denne kloge beslutning: At flygte fra synden, når den forsøger at krybe ind over din dørtærskel! (1 Joh 2,15-17).
Bibelen lærer dig godt nok, at du kun behøver at modstå Djævelen - så vil han flygte fra dig. Men hvad angår kødets lyst - er det dig, der må flygte - ellers kan du let blive overmandet (Jak 4,7).
Løft derfor, dagligt, dine øjne til Herren og bed:
Led mig ikke ind i fristelse!
Hjælp mig til at reagere og handle som dig, Herre! Bevar mig - så jeg handler ligesom Josef! Lad ikke Potifars hustru, i form af kødets lyst, forhekse mig med sit skammelige begær (1 Mos 39). Lad mig gennemskue enhver form for forsøg på at lokke mig væk fra dine veje, så jeg når at flygte - ligesom Josef gjorde!
Må syndens afskyelige ”treenighed”: Verden, Kødet og Djævelen, aldrig få lov at overmande og besejre mig!!
Dagens citat:
Synden eksisterer stadig, Kristen! Men det vil mange bare ikke erkende. Derfor kaldes en spade ikke længere for en spade - nej, den har fået langt pænere navne. Derfor spurgte en lille dreng en dag sin mor: ”Hvordan kan det være, at når jeg gør noget slemt, er det fordi jeg er en slem dreng - men når du gør noget slemt, så skyldes det dine nerver?” Ja, det er snarere nerver end synd - siges det. Ja, det skyldes min menstruations periode... det skyldes at jeg har fået for lidt søvn... det skyldes, at jeg ikke spiser sundt... det skyldes miljøet... det skyldes min biorytme... osv...osv...! Her benægter synderen, at der virkelig er tale om synd - hvilket - i sig selv - kun kan kaldes for syndigt!
