Dagens Andagt - 8. august
”… forråder du Menneskesønnen med et kys?” (Luk 22,48)
Lige før et menneske dolker kristendommen i ryggen, vil han ofte udtrykke stor ærbødighed overfor troen. Lad os derfor være på vagt over for blankpolerede hyklere, for:
... en fjendes kys er falske ...
En mand, der smigrer sin næste, breder et net ud for hans fødder (Ordsp 27,6; 29,5)
Ikke engang Djævelen er så svær en fjende at gennemskue for menigheden, som en Judas - da Satan tog bolig i ham. Husk på, at han var en ven af Jesus - det var i hvert tilfælde, hvad Jesus kaldte ham… og selv kaldte han Jesus for ”Rabbi” - og alligevel forrådte han ham med et kys! (Matt 26,47-50)
Den sorg, der går dybest, og som rammer en kristen leders hjerte allermest - er den sorg, han føler, når hans mest betroede ven forråder ham. Ja, af alle tragiske ulykker, der kan overgå en menighed, er dette den værste! Ja, de mest ødelæggende angreb kommer ikke udefra - de kommer indefra og handler om mennesker, vi kom til at elske - og som til vores store sorg forlod os. De blev kun hos os for en tid - og gik derefter ud i verden igen. Og her var den grundlæggende årsag ofte, at de aldrig omvendte sig for det rette - og derfor fik lyst til at gå deres egne veje!
Fra os er de udgået, men de var ikke af vore; for hvis de havde været af vore, ville de være blevet hos os; men det er sket, for at det skulle blive klart, at ingen af dem er af vore (1 Joh 2,19)
Så lad os ikke undre os, når verden viser os et kærligt ansigt, for den vil - om muligt - forråde os... på samme måde som vores Mester blev forrådt… med et kys. Lad os derfor være enfoldige som duer og snedige som slanger, så vi gennemskuer fjendens strategi, når han - under dække af venskab - forsøger at falde os i ryggen (Matt 10,16-31).
Men hvad nu hvis du, Kristen, blev fundet skyldig i samme synd, som Judas - fortabelsens søn?
Det kan godt være, at du blev døbt i Jesu navn… måske blev du også optaget i menigheden, hvor du sidder trofast med ved nadverbordet! Men er du nu også oprigtig i det alt sammen? Hvis ikke - er du så ikke kun at regne for en ussel forræder, der forråder Menneskesønnen med et kys?! (1 Kor 11,27-34).
Spørg dig selv Kristen: Lever jeg et overfladisk liv på verdslig vis, alt imens jeg bekender mig som en discipel af Jesus? ... I så fald udsætter du din tro for latterliggørelse, som kan blive årsag til, at mennesker fortabes - idet du skaber foragt for Guds menighed, som du repræsenterer! Måske er du en såkaldt "venlig" prædikant, der fejler ved ikke at advare om Helvedes realitet -og dermed forråder Menneskesønnen med et kys?! For når vi optræder inkonsekvent og bøjer af for verden og glemmer vores høje kaldelse - vil det så ikke få konsekvenser for os i sidste ende! For Judas fik det store konsekvenser. Han ønskede, at han aldrig var blevet født - og gik til sidst hen og hængte sig (Matt 27,3-10).
Lad det aldrig komme så vidt med nogen af os, Kristen! Spørg derfor dig selv: Tør jeg virkelig tro, at jeg har mit på det tørre? Måske føler du dig svag og langtfra afklaret? Så husk på, at du har en ven, som har ægte medlidenhed med dig - gå straks til ham, og bed ham hjælpe dig til ikke at blive en højt-svævende kristen - som bliver forkastet, fordi du forrådte din Mester med et kys! (Mark 14,21).
Dagens citat:
Hver gang du foretrækker denne verdens fornøjelser - fremfor de himmelske glæder - spytter du Jesus i ansigtet! Hver gang du snyder i pengesager, er du som Judas, der sælger Jesus for tredive sølvpenge… og hver gang du udtrykker falsk bekendelse om din tro, kysser du ham med forræderens kys. Hver eneste gang du har stået i opposition til ham - og hver gang du har huset hårde tanker om hans handlen med dig - forener du dig - i overført betydning - i samme form for oprør, som den store menneskemængde, der samledes omkring korset på Golgata, for at håne og fornærme selveste Skaberen.
