Guds folk var atter troløse mod Herren! Kun 2 ud af de 12 spejdere viste troskab imod ham. De 10 andre vendte tilbage med en trosnedbrydende rapport om det forjættede land: Fjenden var for stærk og uovervindelig... byerne var befæstede og meget store - ja, der fandtes endog kæmper i landet, som fik dem til at føle sig som "græshopper". Detalte nedsættende om løfternes land og fik folket til at miste modet, så hele menigheden brød ud i høje råb og græd hele natten. Og alt dette vakte Guds vrede. Men hvilken frygtløshed, Kaleb og Josva udviste! De stod fast på Guds løfter - trods folkets trusler om at stene dem!

Og Kristen: Alt dette bør være et forbillede for dig og for os! Også vi er kaldet til at udvise samme troskab og ikke falde i samme fælde som de kujonagtige spejdere! De burde være sande troshelte, men lignede snarere en flok grædekoner - bare fordi omstændighederne syntes vanskelige!

Ligesom Guds folk, dengang, er vi også kaldet til at videregive en tilbagemelding til verden om vores tro - for de ufrelste fatter ikke så ofte, hvad den kristne tro går ud på - da de ikke selv læser i Bibelen. Men ved du, hvad de gør, Kristen…? De læser dig og mig! De betragter dem, som bekender sig til troen - ligesom vi kristne betragter spejderne - efter en spionrunde i det forjættede land!

Verdens børn betragter, først og fremmest, vores karakter. Det er nemlig sådan, at et søgende menneske ikke først læser i Bibelen for at finde ud af, om troen er værd at følge! Nej, de læser i den ”omvandrende Bibel” - dig og mig - hvor de studerer Kristi menighed! Og hvis vi viser os selvmodsigende og karakterløse, så ender de op med at fordømme Bibelen - ligesom Israel forkastede Guds løfter, pga. spejdernes vantro.

Her tænker de ufrelste: ”Lad os se om de kristne har format... og hvad de egentlig får ud af at følge troen! Er de lykkelige? Bringer troen dem hjælp og trøst i prøvelsens stund?”. Og hvis verden finder en kristen, der virker tungsindig og uden håb... eller hvis de fanger os i at være hykleriske - ja, så står de af og forkaster troen!

Kristen, træd derfor ud på din trosvandring med samme målrettethed som Kaleb og Josva, og lad dine skridt være faste. Vær ikke som de troløse spejdere, der satte negative udmeldinger i omløb og fik folket til at tale nedsættende om den Gud, som de stod i et pagtforhold med. Grib i stedet fat i den tro, som fortidens helte udviste - i hellig ærefrygt for den levende Gud. De bragte trosstyrkende ord i omløb og fik andre til at træde ud på Guds løfter. Kun ved at vandre i samme ånd som dem, bliver du i stand til at skabe en ægte længsel hos andre efter at få del i troen på den levende Gud.

Husk at disse vantro spejdere blev dømt af Gud - ikke nødvendigvis ud fra deres ord - men ud fra deres gerninger! (4 Mos 14,1-25). Og sådan vil verden også dømme dig! Her betyder dine ord ikke så meget - hvorimod dine handlinger betyder alt! Det bedste vidnesbyrd du derfor kan bringe andre om din tro - kommer ikke nødvendigvis fra prædikestolen… men fra det vidnesbyrd, du aflægger i dit daglige liv… og ikke mindst ved den måde du repræsenterer troen på, midt i hverdagens mange udfordringer og forpligtelser (Es 41,10-16).

Dagens citat:

De vantro spejderes ord fik folket til at frygte, så de mistede troen og retten til det forjættede land. Herodes frygtede for, hvad hans gæster ville mene om ham. Derfor gjorde han noget, som han fortrød - han lod Johannes Døber halshugge (Matt 14,9). Pilatus frygtede for at fornærme jøderne, hvilket fik ham til at gøre noget, som han, i sin samvittighed, godt vidste var uretfærdigt - han udleverede Jesus til at blive korsfæstet. Hvis ikke dette er slaveri, og hvis ikke dette er at ligge under for mennesker, hvad er det så?!​