Logo

MENIGHEDEN LYS OG SALT

Logo

MENIGHEDEN LYS OG SALT

Dagens Andagt - 9. juli:

"… kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer" (1 Pet 5,7)

Gud lægger mange byrder på vores skuldre, som han forlanger, at vi skal bære - og det gør han - lige indtil det passer ham at tage dem fra os igen. Men der findes også visse byrder, han forlanger, vi gør modstand imod og kaster fra os. Men hvordan skelner vi mellem disse byrder?

Jeg tror, at vi skal behandle alle bekymringer således, at vi først forsøger at fjerne dem fra vores skuldre. Vi har ikke ret til at sige: "Gud VIL det således" - før vi har gjort vort bedste for at fjerne vores tunge skæbne. Ofte bærer vi rundt med alt for mange bekymringer - hvilket er stik imod Jesu forordninger. Det kan gå hen og blive en meget alvorlig situation for os - derfor advarer Jesus os, igen og igen:

Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af ... dagliglivets bekymringer! (Luk 21,34)

For vel er det sandt, at vi ikke kan forhindre bekymrings-fugle i at flyve hen over vores hoved - men vi kan forhindre dem i at bygge rede i vores sind! Ingen tvivl om at mange vanskeligheder ville høre op, hvis ikke vi hele tiden gik rundt og kælede for dem! Vi burde i stedet vise disse bekymringer bort, i Jesu navn - enten ved at pege på Guds løfter eller ved at handle os ud af dem. Her må vi stoppe vores evindelige strøm af bekymringer, så vi ikke ender op med at skade os selv i sidste ende (Matt 11,28-30).

Mange af de byrder, vi bærer rundt på, kan også skyldes dovenskab eller ligegyldighed over for situationer, vi selv kunne have løst. Men her skal vi vide, at Gud ikke belønner hverken dovenskab eller ligegyldighed! Ved at handle, bliver det snart klart, om byrderne er fra Gud - eller om de alene skyldes os selv! (1 Kor 10,1-13).

Andre gange skyldes byrderne det pres, Gud lægger på os, når vi ikke vil underlægge os den vej, han, i sin visdom og kærlighed, vil føre os ad. Derfor må vi sommetider gå gennem hårde tider, med store omveje, for til sidst at nå til det sted, Gud har bestemt. Her er det vigtigt, at vi søger Gud og beder ham åbenbare, hvor vi gik fejl af vejen, så vi kan vende om og underkaste os hans gode vilje i det alt sammen! (Sal 78,1-22).

Men hvad angår de uundgåelige prøvelser, Gud sender os, vil de altid være den jordbund, ud af hvilken vores bedste erfaringer vokser. Her lutres det ædle guld, Kristen - for når først din sjæl overvinder den modgang Gud, i sin visdom, sender dig, vil du hen ad vejen opdage, at dine prøvelser er med til at udvikle og forme din karakter. Derfor er de prøvelser, som er sendt af Gud, altid den bedste kilde til din sjæls opdragelse og styrke. Herren ønsker sig stærke og stålfaste kristne - åndelige stridsmænd og -kvinder, som er i stand til at besejre alt ved den Ånd, han har lagt i os.

Og er det egentlig ikke også det, du ønsker, Kristen?!(1 Kor 3,10-17).

Vær derfor altid frimodig under livets pres, og lad ikke modløshed og en opgivende ånd trykke dig ned - for på den måde opnår du kun at fylde dit liv med suk og klage. Og hvor vil det, i sidste ende, føre dig hen? Men hvis du, til gengæld, vælger at holde ud - fast besluttet på at stå i kampen - vil du med tiden erfare, at alt, hvad Herren sender på din vej - i sidste ende...

... sammenvirker til gode for den, der elsker Gud! (Rom 8,28)

Dagens citat:

Evnen til at føle lykke ligger mere i sindet end i de omstændigheder, en person befinder sig i. For det menneske, der findes indeni os, har langt større indflydelse på den glæde og sorg, vi kan føle, end noget som helst andet, der findes uden for os selv. Nej, kristen glæde er ikke en overfladisk lykke, der bliver ødelagt af sygdom, økonomiske vanskeligheder eller af brudte forhold eller utallige andre omskiftelser og skuffelser i livet. Denne glæde strømmer fra en dyb, urokkelig tillid til, at Gud, for evigt, er i kontrol over alle aspekter i vores liv!