Vi synes ofte, at der sker alt for lidt i vores kristne liv. Hvornår har Herren egentlig tænkt sig at sende den vækkelse, vi så inderligt længes efter, og har bedt om må komme? Det er et spørgsmål, vi kristne ofte beskæftiger os med – men her må vi tænke klart: For hvornår sker Guds tegn og undere egentlig, hvis vi altså skal tage Skriften til indtægt?

Først må vi spørge os selv: Kom jordskælvet før Paulus og Silas var sat i fangeblokken - eller efter at de frimodigt havde forkyndt Evangeliet i en fjendtlig og afgudsdyrkende by, som forsøgte at slå dem ihjel?! Og er det ikke en kendsgerning, at de - trods de svære omstændigheder de befandt sig i - sang lovsange til Gud, selvom de blev pisket og kastet i fængsel? Ja, de lod sig ikke slå ud... og herefter lod Gud et mægtigt jordskælv ramme fængselsbygningen, hvilket fik fangevogteren og hele hans hus til at vende om til den Gud, som Paulus og Silas tjente, så de kunne blive frelst (ApG 16,16-34).

Og hvad med Peter, som fik besøg af en engel? Skete det ikke først efter, at han havde forkyndt Guds Ord iblandt jøderne - og efter, at han var blevet kastet i fængsel?! Det fik hele Menigheden til at bede for ham, og Gud sendte en engel, som, til deres store forundring, åbnede fængselsporten og lukkede ham ud (ApG 12,1-17).

Og ikke mindst: Oplevede disciplene ikke først en mægtig åndsudgydelse, efter de blev fængslet og truet af jøderne, som forbød dem at forkynde Evangeliet - hvor de efterfølgende priste Gud for deres trængsler og igen gik ud for at forkynde Guds Ord på Tempelpladsen?! Var det ikke først her, at Guds Ånd rystede jorden under dem?! (ApG 4,1-30).

Herhjemme bliver vi hverken sat i fangeblokken eller får lov at smage pisken… men den Onde har andre metoder til at lukke munden på os! Han får fx mennesker til at latterliggøre os og kalde os for tåber eller fanatiske fundamentalister. Og her står mange kristne af… for når den Onde først én gang har brølet af dem og latterliggjort dem… skal de ikke længere nyde noget… så vil de hellere forblive ubrugelige resten af deres kristenliv, hvor de langsomt visner hen og dør ud.

De oplever aldrig Guds kraft og indgriben… de ser aldrig Guds tegn og undere… de mærker aldrig Guds vidunderlige nærvær… og de bilder sig ind, at det kun skete på Jesu tid, og at apostlene var anderledes end os andre dødelige. Her glemmer de den kendsgerning, at apostlene, for det meste, var fattige fiskere … og at heller ikke Peter havde tro til at gå på vandet ... og at samtlige apostle svigtede Jesus og stak af, da det virkelig gjaldt.

Mange tror, at alt ville være meget lettere, hvis Jesus gik iblandt os… men har Jesus ikke kaldet os til at gøre langt større tegn og undere, end han gjorde?! (Joh 14,12). Og her er det en kendsgerning, at over 3000 blev frelst ved Peters prædiken på Pinsedag, for her blev Ordet forkyndt under Helligåndens mægtige kraft! På denne dag blev langt flere frelst, end dem Jesu selv nåede med evangeliet!! (ApG 2).

Ja, det er Djævelens mesterværk at få os til at tro, at vi slet ikke kan leve op til alt det, så vi bare affinder os med stilstanden.

Det minder mig om engang, hvor jeg var med til at bede for en lille pige på en kristen lejr. Vi havde inviteret hende indenfor i vores telt. Hendes mor var lige blevet frelst, så pigen var også helt ny i troen. Hun havde forstuvet sin fod og kunne dårligt gå på den. Efter vi havde bedt for hende, ville hun løbe over til sin mor, hvortil jeg sagde: ”Det kan du jo ikke med din fod”! Pigen så forundret på mig og udbrød: ”Selvfølgelig kan jeg da det - I har jo bedt for mig!!” Så tog hun ellers benene på nakken og løb hjem til sin mor med det glædelige budskab om Guds overnaturlige indgriben.

Ja, intet overgår barnets tro - og her fik jeg mig en lektie for livet! For når Kristus selv gør et barn til standard for den tro, vi alle bør eje - mon så ikke der også er håb for dig og mig?!

Dagens citat:

Hvor ofte beder vi ikke Gud om at sende os tegn og undere? Men når tegnene så først bliver givet, og underne indtræffer, kan de fleste ikke engang få øje på dem! Jeg tror derfor, at det egentlig ikke er tegn og undere - i sig selv - vi bør bede Gud om - vi burde i stedet bede Gud om at åbne vores øjne, så vi kan få øje på dem!