Dagens Andagt - 9. marts
”Bliv i mig…” (Joh 15,4)
Samfund med Kristus er en sikker kur imod alverdens ulykker! Selvom vi har drukket malurt af smertens og lidelsens bæger, så vil det tætte fællesskab med Herren altid tage brodden af bitterheden og give den sårede kristne lysten til at fortsætte - trods menneskers hårdhændede behandling.
Kristen… lev derfor nær Jesus - og det gælder, uanset om du lever på ærens og velstandens top, eller du befinder dig i ydmygelsens dal - for så vil alt andet i dit liv blive af sekundær betydning. Tal ikke kun med ham i ny og næ, men søg altid efter at bibeholde fællesskabet med ham hele dagen. For kun i hans nærhed finder du trøst og sikkerhed.
Jesus bør ikke kun være en ven, du kalder på, efter forgodtbefindende, og som du derefter kasserer, når trængslerne er ovre. Nej, du må vandre med ham, for evigt, og altid belave dig på at gå på den vej, han viser dig, så du kan modtage hans visdom i enhver situation. Kun den, som lader sig lede af hans Ånd, kan kalde sig et Guds barn - og kun i kraft af Helligånden, har vi magt til at sejre i vores kamp imod kødet!
Lev derfor nær Jesus, så du er dækket af Guds beskyttende vinger, hvor du hviler i hans evige arme. Lad intet holde dig tilbage fra dette fællesskab, som er så stort et privilegium for den, som har overgivet sit liv til Jesus og har indviet sig til den højt Elskede. Hent derfor din styrke og kraft fra ham, hver eneste dag!
Kristen… husk på, at du har en vanskelig vej foran dig. Se til, at du, på din vandring imod Himlen, ikke vandrer uden en rutineret rejseleder. På din rejse er du nødt til at passere igennem den flammende ildovn. Gå aldrig derind medmindre du - ligesom Shadrak, Meshak og Abed-Nego - har Gud med som din ledsager! (Dan 3).
Du må ligeledes gøre alt for at storme og nedlægge dine egne Jerikomure i form af dit kødelige og egoistiske begær, hvor du konstant må nedbryde disse mure af dårlige vaner og tankespind, som rejser sig imod Gud og forsøger at stjæle din tro fra dig (Jos 6; 2 Kor 10,3-6). Men drag aldrig i krig, førend du - ligesom Josua - får et møde med kaptajnen for Herrens hær - som er Jesus selv! (Jos 5,13-15).
Også du må møde din Esau, i form af dine mange fristelser: Sørg for ikke at møde ham, førend du, ligesom Jakob, har vundet din bønnekamp med Englen og besejret den! (1 Mos 32,24). Her må du altid - såfremt den Onde står i vejen for dig - bruge ekstra tid, hvor du strider i bøn!
I enhver situation, har du behov for Jesus - men nok mest når dødens jernport en dag åbner sig for at tage imod dig. Hold dig nær til ham og læn dit hoved op ad hans bryst, og bed ham forfriske dig med en fornyet kraft og styrke - i et stærkt møde med Guds Hellige Ånd!
Her vil du opleve, at hvis du, på din livsvandring, har levet trofast med ham - skal du også, i døden, forblive hans for evigt!
Dagens citat:
En nat alene for Guds ansigt er i stand til at forandre os fuldstændig og gøre os til helt nye mennesker! Her møder vi Gud med en følelse af sjælelig fattigdom - men ender op med en fylde af åndelig rigdom... først skælvede vi i afmagt - nu triumferer vi i sejr! Ja, "En stille stund med Jesus og alt forandrer sig".
